torsdag den 14. marts 2013

De der kalorier

Jeg kender rigtig mange mennesker som er glade for diverse kalorietæller sider, såsom madlog, madital og hvad der ellers findes af forskellige apps. Jeg har også selv været der, især på madlog. Alle snakkede jo om hvor godt det virkede og hvor meget de tabte. 

Jeg var også glad for mit medlemsskab det første stykke tid. Det var dejligt at få et bedre overblik over hvor mange kalorier diverse ting indeholder og jeg fik da også et par øjenåbnere. I sidste ende handler et vægttab jo udelukkende om at man skal spise mindre kalorier end man forbrænder og dermed taber man sig.

Det er jo så skide simpelt og logisk. 

Det har bare ikke hjulpet mig til at tabe mig. Altså at det er så skide simpelt, for jeg er ikke udelukkende tyk fordi jeg spiser mere end jeg forbrænder. Jeg er tyk fordi jeg har et ekstremt dårligt forhold til mad og har haft det siden jeg var barn. Derudover har jeg gået nogle personlige ting med en ikke så sød kæreste igennem, ting som har banket mit selvværd helt i bund og som har kastet mig længere og længere ud i overspisningens onde mølle. 

Jeg kan fortære utrolig meget mad, jeg oplever ikke mæthed som andre. Jeg har ofte faket hvor mæt og fyldt jeg var, fordi det var pinligt jeg godt lige kunne spise en hel pizza og nogle pomfritter, når veninderne ikke engang kunne klare en halv pizza (at jeg så også kunne spise en liter is bagefter snakker vi ikke om).

Det er svært at være mad afhængig. Jeg kan jo ikke, som med eks. min sukkerafhængighed, sige "Jeg spiser aldrig mere"! Jeg er nødt til at spise hver eneste dag. Jeg er nødt til at lære at selvom jeg er i dårligt humør, må jeg kun spise en enkelt portion aftensmad og ikke det der vil svare til aftensmaden hos en familie på fire. Jeg er nødt til at have et køleskab fyldt med mad, et køleskab jeg ofte har lyst til bare at tømme. Altså mest har jeg lyst til søde sager når jeg overspiser, men når jeg ikke har det, så kan jeg overspise i lige det jeg har indenfor rækkevide. 

Jeg kommer aldrig af med min overspisning, det har jeg accepteret. Jeg har tilgengæld arbejdet med at lære at kontrollere den og ikke have nær så mange overspisnings tilfælde som jeg havde tidligere. Jeg har lært at være mere ærlig omkring det, men jeg mangler stadig at komme i sådan en helt helt rigtig behandling for det. Noget jeg pt. går og samler mig mod til, det vil jo kræve et læge besøg. 

Mit selvværd, som min ikke så søde eks, formåede at trække helt ud af mig, er stadig langtfra tilbage. Jeg føler mig mindre værd end resten af verdens befolkning og har meget svært ved at se noget som helst positivt ved mig selv. Men det er noget jeg arbejder på og jeg er blevet en smule bedre til at finde positive sider ved mig selv (jeg har faktisk en pæn hårfarve og nogle okay pæne ben). 

Nå hvis bare det var så simpelt, at jeg bare skulle lukke munden og stoppe med at spise. Så havde jeg gjort det for længst. Ingen tvivl om det. Jeg har haft elevatorvægt de sidste mange år, så jeg har jo ret stor erfaring og viden omkring vægttab. Jeg ved godt hvordan jeg skal gribe det an. Men mange gange når jeg har tabt mig, så har jeg udelukkende fokuseret på vægten. Jeg har ikke haft psyken og hovedet helt med. 

Når man taber sig, så vil de fleste opleve en anden opmærksomhed omkring deres personlighed/krop. Noget jeg tidligere har haft rigtig svært ved at håndtere, jeg havde en ide om at de sikkert kun talte med mig fordi jeg var tynd. Jeg har ikke kunne håndtere den opmærksomhed, jeg har det faktisk oftes bedst hvis jeg slipper for at være midtpunkt på nogen som helst måde. 

Jeg prøvede et par enkelte gange at snakke med nogle veninder om det. Kan huske jeg flere gange har sagt "Jeg vil hellere være tyk, jeg kan ikke lide det her tynde noget". Men folk har ikke forstået mig og rystet lidt på hovedet og grint af det. Så jeg fandt tryghed og sikkerhed på den eneste måde jeg kendte; mad. Og meget af det. 

Nu er jeg efterhånden slank igen og jeg oplever en anden opmærksomhed. Men jeg ved også det er fordi jeg selv smiler mere og viser mere hvem jeg er. Jeg har arbejdet mere med mig selv og jeg husker på at hovedet ikke følger så meget med. 

Det er en lang rejse jeg er ude på. En rejse der kommer til at tage resten af livet. Jeg vil altid skulle være mere opmærksom på hvad jeg spiser end andre, altid lige skulle give lidt ekstra end dem der altid har været tynde. Men jeg tror på at jeg kan gøre det.

Jeg tror på, at jeg en dag kan stoppe med at overspise. Jeg tror på at jeg er på vej til at blive tynd for evigt og altid.

Jeg tror på mig selv. Jeg er mere værd end at fodre min krop med chokolade og is. Jeg fortjener at få gode og sunde råvarer. 


Jeg havde egentlig planlagt at skrive et indlæg om kalorietælling, men endte med noget andet. Jeg har haft det liggende et stykke tid. Det er grænseoverskridende at skrive det her, det er på mange måder pinligt. Men jeg skal lære at acceptere mig og mine skavanker. Derudover, hvis bare det her indlæg kan få en til at tænke "jeg er ikke alene", så vil det være kæmpe stort.

16 kommentarer:

  1. Du er simpelthen så inspirerende!

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange mange tak. Rart at kunne inspirere andre, måske det kan hjælpe til at overspisning ikke bliver ved med at være sådan et tabu.

      Slet
  2. Det er absolut ikke pinligt. Det er mere normalt end du tror. Jeg synes du er meget inspirerende.

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak.

      Ja, du har sikkert ret. Men de fleste holder nok, ligesom mig, mund med at man lider af det. Det er jo ikke helt så "accepteret" som andre spiseforstyrelser.

      Slet
  3. Hold op et vigtigt og meget modigt indlæg. Tak for at dele.

    Superhelten (også kendt som milroesen)

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange mange tak.

      Det krævede også ret meget mod at få det udgivet og jeg er stadig lidt i tvivl om det var det rigtige, mest fordi jeg synes det er meget personligt og intimt. Men hvis jeg bare kan gøre det mindste for at andre med overspisning måske ikke føler sig så alene og forkerte, så er det bestemt det værd.

      Slet
    2. Nogen gange er det også godt, for en selv at få sagt og skrevet noget af alt det man går og tumler med. Jeg tror absolut du har gjort det rigtige.

      Slet
  4. Hvor er du skidesej, Kathrine - kunne kende så meget af det, og jeg er så skideflov over det.

    Du er så pissesej! :D

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak skønne Astrid.

      Er ked af at du kan genkende rigtig meget af det, det er bestemt ikke rart. Men skal vi ikke aftale, at vi prøver at komme over flovheden. Det hjælper jo alligevel ikke os, jeg tror det er vigtigt at acceptere og være ærlig omkring det. Hvis vi gemmer os bag flovhed, så bliver det jo nemt endnu mere tabu.

      Du er desuden også pisse sej!

      Slet
    2. Lige præcis Kathrine - jeg tror, vi har et fantastisk år i vente :D

      Slet
  5. Hvor er du modig at skrive sådan et indlæg! Jeg er sikker på at du IKKE er alene og der sidder nogle og kan genkende mange af de ting du skriver om. Meget inspirerende indlæg på mange måder!!

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak. Det er rart at dele noget så personligt, og få en masse positiv feedback. Det gør det lidt mindre skræmmende at skulle gøre en anden gang.

      Slet
  6. Super indlæg Kathrine!
    Jeg er også en af dem der desværre kan nikke genkendende til mange af de ting du kommer ind på. Er selv midt i en mental omstillingsfase, hvor jeg pt. går og leger lidt med tanken om hvordan jeg griber det hele an, for at undgå samme fejl som tidligere. Du er en kæmpe inspiration og det er fedt at se at det kan lykkedes :)

    SvarSlet
  7. Dejligt indlæg! Jeg læser med.

    SvarSlet
  8. Jeg kunne, sådan helt alvorligt, have skrevet alt det der(minus den dårlige ekskæreste, men i stedet en dårlig barndom).
    Helt alvorligt, det kunne jeg!
    Det der med at fake, at man er mæt? Jeg er specialist! Den eneste der har kendt til min overspisning, er min mand. Du skulle vide, hvor mange gange veninder og bekendte har sagt til mig, at jeg spiser som en fugl(altså, meget lidt, ikk'? ;-) ) Og når jeg så gik hjem derfra, så gik jeg forbi tanken efter slik, chips og ben&jerrys, fordi jeg jo LANGT fra var mæt.

    Jeg elsker LCHF, for den mæthed den kan bringe mig, men jeg vil, som dig, også altid være en (forholdsvist) tørlagt overspiser.
    Da det stod værst til, og jeg var sygemeldt med depression+stress, og ikke engang kunne magte at gå på tanken efter slik, så det eneste vi have i huset var rugbrød, kunne jeg ofte spise 8-12 stykker rugbrød TIL MORGENMAD! Efter det kom så en eller anden form for frokost, og når min mand kom hjem aftensmad!

    SvarSlet
  9. Jeg tror egentligt, at jeg har læst det her indlæg før, men nu får du lige en kommentar med i denne omgang. For det er simpelthen et fantastisk indlæg, der meget præcist også formulerer hvordan jeg ofte har det - ligesom med Vikki, er der virkeligt få der ved, at det er et problem, jeg døjer med - for det er, som du også skriver, virkeligt pinligt! Eller sådan føles det i hvert fald. Åh, hvor har jeg mange gange ønsket, at jeg bare kunne have et normalt forhold til mad - både så jeg kunne spise mere normalt generelt og ikke "behøvede" at undgå for mange kulhydrater og sukker fx - men også bare så jeg ikke skulle tænke så skidemeget på det hele tiden. Jeg tror, at hvis man har et overspisningsproblem, er det noget man altid har i baghovedet i en eller anden grad - sådan er det i hvert fald for mig, og jeg ville ønske-ønske-ønske, at det ikke var tilfældet. Men hvad er det nu, man siger - "If wishes were horses, beggars would ride"? Desværre løser det ikke noget bare at ønske, men jeg arbejder også på det konstant og tror/beder/håber, at det en dag er noget jeg kan kigge tilbage på og bare være glad for at jeg kom over det :)

    SvarSlet