mandag den 26. marts 2012

Peru1: Næsten som i DK


Min roomie stod for den første ret fra Peru, som jeg må sige var et godt valg. Hvem kan ikke lide fyldte peberfrugter. Kødet i disse var dog lidt anderledes tilberedt end man måske ville gøre i Danmark, der var i hverfald både roser og hårdkogte æg. Noget som jeg var lidt skeptisk overfor, men som faktisk smagte overraskende fint.

Salaten dertil var en dejlig Lima Bønne salat, og selvom jeg ikke er så stor fan af bønner smagte dem her skønt. 

I modsætning til vores besøg i Pakistan er det ikke lykkes og at finde en kogebog, men en god side på nettet. Derfor kommer der også bare link til opskrifterne, vi har "bare" oversat dem og lavet maden udfra det. Eneste problem er måleenhederne, men vi bruger bare en kop til at måle - okay, vi tager også meget på slump.

De fyldte peberfrugter er fundet her, i mens Lima bønne salaten er fundet her. Siden kan i det hele taget anbefales, vi er ret glade for Peru afsnittet og har begge afsløret at vi kan bruge siden igen senere. Mon vi har valgt samme land.

søndag den 25. marts 2012

Weekend Weekend








Min weekend har virkelig stået på afslapning og udelukkende fokus på mig selv. Jeg har læst (jeg skrev jo jeg var afhængig af Harry Hole), træning (2 spinning timer i træk - yeah), gåtur, solskin, mad, ja bare hygge. Derudover har jeg også set En kongelig affære og et (okay tre) afsnit af Matador og spist is. Det har været godt, og nu er jeg klar til en ny uge som byder på hele tre arbejdsdage. Yeah.

Søndag morgen




Jeg brugte min søndag morgen på at bage de her proteinpandekager  eller vafler er det jo egentlig, men jeg har ikke et vaffeljern, så det måtte blive pandekager. Jeg var ellers ved at opgive flere gange, men efter at dejen blev tilsat lidt mere mælk og dermed blev noget nemmere at arbejde med, så gik det overraskende godt. Smagen er der i hverfald intet i vejen med, og om jeg måske har pisket mine hvider for stive ved jeg ikke. Men jeg kan sagtens finde på at bage dem igen.

De blev serveret sammen med fromage frais rørt op med vaniliepulver (fra Urtekram) og lidt frugter og mandler samt lakridste. Det var i hverfald en skøn skøn morgenmad. 

torsdag den 22. marts 2012

Chicken tikka masala



Vi sagde farvel til pakistan med en omgang Chicken tikka masala. En af de retter som jeg også gerne vælger når jeg er ude at spise indisk (som så åbenbart også er pakistansk). Det er lidt ligesom med Butter chicken en ret de fleste kender og elsker. Derfor er det jo også meget sjovt lige at lave sin egen.

Retten ligger meget tæt op af både Butter chicken og tandoori chicken. Altså her tænker jeg både på marinaden og sauceen. Det er ret sjovt det med at lave retter, som jeg før troede var langt fra hinanden og så pludselig finde ud af det er få ingredienser der adskiller dem.

Opskriften på Chicken tikka masala er

Marinade
1 kg kyllingbrystfilet skåret i 2-3 cm tern
1 dl yoghurt naturel
1,5 tsk paprika
1,5 tsk stødt spidskommen
1,5 tsk srødt koriander
1,5 tsk tørret mangopulver
1-2 fed presset hvidløg
2 spsk. revet ingefær
0,5 tsk tandoori masala pulver (her mener jeg sagtens man kan bruge mere, så marinaden kan blive rigtig rød og ikke bare lidt brun)

Sauce
1 løg i små fine tern
2 store tomater i tern
1 tsk chiliepulver
1 tsk paprika
1 tsk stødt spidskommen
1 tsk salt
1 spsk revet ingefær
1-2 fed hvidløg
1,5 dl piskefløde
1 grøn peber i tern
1 dl friskhakket koriander

Fremgangsmåde
1. Marinaden røres sammen af yoghurt, krydderier, ingefær og hvidløg
2. Vend kyllingen godt heri, så alt kødet er dækket. Lad det srå så længe som muligt, helst i 2-3 timer.
3. Steg kyllingen i ovnen ved 200 grader i 40 min.
4. Svits løgene gyldne i olie
5. Tilsæt alle krydderierne og lad dem stege med et par minutters, så aromaen frigives
6. Tilsæt hvidløg og ingefær
7. Tilsæt tomaterne og lad saucen simre i under låg ved medium varme, indtil fedtstoffet kommer til overfladen (Hun må bruge meget fedtstof, for det oplever jeg næsten aldrig)
8. Når kyllingen er færdig, skal den simre i saucen i 5 min. under låg
9. Hæld fløden i og bring saucen til kogepunktet
10. Skru ned for varmen og afslut med pebertern og koriander

Opskriften er selvfølgelig fra Mit pakistanske køkken af Rushy Rashid, og kan virkelig anbefales.

tirsdag den 20. marts 2012

Motion


Jeg har tidligere skrevet om hvor dårlig jeg er til at træne. Det er ikke fordi jeg ikke kan lide at træne for det kan jeg faktisk godt. Jeg elsker det faktisk, og bliver ret hurtigt afhængig af det. Jeg er bare for dårlig til at komme igang. Der sidste gang kom jeg heller ikke igang. Men det gjorde jeg så tilgengæld i januar, hvor jeg kom op på at træne ca. 4 gange om ugen. Det samme var planen for februar, men noget sygdom satte lidt en stopper for det, men her i marts er jeg tilbage for fuld styrke. Jeg kan slet ikke få nok.

Jeg vil jo gerne tabe mig en del kilo, og maden er vigtig. Ikke  mindst fordi jeg har PCOS, men også fordi man altså ikke bare kan spise løs og så tabe sig. Desværre, det havde ellers være rart. Men efter nogle lange tanker tilbage i december besluttede jeg at gribe det hele lidt anderledes an. I stedet for at kæmpe og kæmpe med maden, så træner jeg i stedet for. For den træning har faktisk en god påvirkning, jeg gider da ikke spise chokolade når jeg har trænet og derudover får jeg altså bare noget mere energi. Noget som jeg har savnet at have, for ofte har jeg ikke overskud til alle de ting jeg gerne vil. Men jeg synes så småt det begynder at ændre sig, en spinningstime dræber mig ikke nær så meget længere. 

Efterhånden kan jeg godt mærke at det begynder at blive en vane, og et behov jeg har, at komme til træning. Især til spinning. Der findes ikke noget bedre end følelsen efter en spinningstime, selve timen kunne jeg godt være foruden, men følelsen bagefter vil jeg ikke undvære. Som en instruktør en dag sagde "Nu har I været fuldendte mennesker den sidste time, I har været derude hvor andre sjældent kommer" og jeg kan kun give ham ret. Det er en speciel følelse at tænke "Nu dør jeg virkelig snart" og alligevel give den endnu mere gas. Spinning passer altså virkelig perfekt til mit temperament og træningsmotivation. 

Udover spinning giver jeg den også gas med lidt stram op og latinmix, men jeg vil helst spinne. Der er dog en naturlig begrænsning, mine ben kan ikke holde til så meget. Planen er, at jeg gerne vil gennemføre 3 timers spinning om ugen, 1 * styrke og 1*Latinmix, derudover må det løse så komme. Så hver uge prøver jeg at planlægge, og ikke mindst komme afsted til så meget træning. Det kan dog ikke altid lykkes, men så kommer jeg til det jeg kan og derudover prøver jeg på at gå gået nogle ture.

Jeg håber virkelig de her vaner er kommet for at blive, jeg kan i hverfald mærke, at jeg ikke vil miste de her vaner og at jeg glæder mig til jeg skal træne i morgen. Jeg savner faktisk at træne, jeg har forskellige årsager nemlig ikke været afsted siden i søndags. Åh det bliver godt i morgen.

søndag den 18. marts 2012

Afhængighed?!


Sidste lørdag startede jeg på Flagermusmanden af Jo Nesbø, og da jeg var færdig med den løb jeg på biblioteket efter Kakerlakkerne, som jeg så læste på ca. 24 timer (altså på en dag hvor jeg også passede mit job og min søvn). Jeg var altså ret hurtigt fanget af dem. Jeg har det sidste stykke tid døjet noget med læselysten, det er som om bøgerne ikke fanger mig. Jeg har nok bare manglet nogle bøger, hvor jeg ikke skulle forholde mig til så meget andet end handlingen, og hvor handlingen er meget gribende. Det har jeg så fundet.

Heldigvis har jeg en veninde med en flink kæreste, som lige lånte mig hele Harry Hole samlingen. Jeg løb nærmest hjem og fik startet på Rødhals. For over 24 timer uden Harry var åbenbart mere end jeg kunne klare. Men nu har jeg i hverfald læsestof nok til de næste par uger.

lørdag den 17. marts 2012

Lakridskys



Det er jo ret moderne at tilsætte lakrids til alle mulige ting, og eftersom jeg elsker lakrids er det bestemt ikke en mode jeg vil gå udenom. Derfor bagte jeg de her fine små lakridskys af et bæger overskydende æggehvider efter mine æggemuffins

Jeg brugte den helt klassiske opskrift på kyskager. Nemlig, at et bæger æggehvider piskes stive og herefter piskes 1 dl sukker i. Jeg tror sagtens man kan skrue ned for sukkermængden, den rå marengs smagte i hverfald ret meget af sukker. Efter at marengsen var pisket tilsatte jeg, med løs hånd, lakridspulver til blandingen. Mine fik en ret kraftfuld smag af lakrids, mmmmm.

Herefter sættes de, med en tylle, på en bageplade og bages på 100 grader i ca. 1 time. 

Man kan vælge at pynte sine kys, jeg dryssede selv lidt lakridspulver ud over, men det kunne jeg nok godt have undværet. Men de klassiske hvide/røde med lidt pynt kunne sikkert være fint.

Virkelig simpelt, men ret lækkert. Mine kollegaer var i hverfald glade for de kys jeg havde med til dem. 

Det var første gang jeg faktisk brugte en tylle, hvilket også godt kunne ses. Nogle af kyssene lignede mere hundelorte end små toppe. Men øvelse gør mester, så jeg prøver nok snart igen. Har en ide til en masse smagsvarianter jeg måske skal prøve af.

fredag den 16. marts 2012

Tandoori chicken


I sidste havde jeg den vildeste craving efter humus, og besluttede fredag at nu skulle det være. Så jeg lavede en ordentlig omgang humus (og spiste den på en weekend) som jeg serverede sammen med Tandoori chicken og grønt. Ret simpelt og et udemærket måltid. Tandoori chicken blev valgt fordi jeg flere gange havde kikket på den i kogebogen, jeg havde bare ikke haft en mulighed for at få den afprøvet.

Det er meningen at det skal laves med kyllingelår, men jeg har store problemer med kyllinge ben, så jeg valgte bare at bruge de normale (og kedelige) bryster. Jeg lagde dem i marinaden om morgen inden job, og satte det så i ovnen da jeg kom hjem. Jeg havde prøvet at justere stege tiden i ovnen, men jeg fandt alligevel kyllingen ret tør og det var ikke helt den store smagsoplevelse som jeg ellers havde forventet. Desværre. Derudover syntes jeg også at limesmagen gik ret meget igennem, men måske jeg har brugt for meget lime. 

Opskriften er følgende - hvis I andre vil se om I kan gøre det bedre end mig.

Ingredienser
1 kg. kyllingelår
3 spsk limesaft
1 dl yoghurt naturel
1,5 tsk paprika
1.5 tsk stødt spidskommen
1,5 tsk stødt koriander
1,5 tsk tørret mangopulver
1-2 fed hvidløg
2 spsk revet ingefær
0,5 tsk tandoori-masala-pulver eller rød madfarve (Jeg brugte noget mere for at marinanden faktisk blev rød. Ellers syntes jeg bare den var lidt brunlig)

Fremgangsmåde
1) Vend kyllingen i limesaften og lad den trække i 10 min.
2) Rør marinaden sammen af de øvrige ingredienser og smør det på kyllingen. Jo længere det trækker - jo bedre
3) Kyllingen sættes i en kold ovn, som sættes på 200 grader
4) Når ovnen er helt varm steger kyllingen i 30 min., vendes og steges yderligere 30 min. (Her valgte jeg at give den 2*15 min., men det var altså også for meget)

Opskriften er næsten den samme som til ButterChicken det eneste der adskiller dem er at der er hvidløg i marinaden på TandooriChicken. Derfor blev jeg faktisk også overrasket over at kyllingen var så tør, for det var bestemt ikke et problem da jeg lavede ButterChicken, som faktisk stege noget længere tid. Men måske var det fordi kyllingen i den ret ikke stod alene som den gjorde her. 

Vi er forresten så småt igang med Peru, men jeg har bare ikke haft meget tid til at blogge. Så jeg er lidt bagefter med de her opskrifter, men mon ikke jeg når det hele.

torsdag den 15. marts 2012

Frokost ide: Æggemuffins



I lørdags bagte jeg de her små æggemuffins. Det er egentlig bare grøntsagsrester og æggemasse. Simpelt simpelt, men en meget lækker måde at få lidt proteiner til frokosten. Og så er de ret nemme at have med i madpakken - hvilket er et plus ved mig. Jeg er nemlig en af dem som skal have madpakke med på job, men som har meget svært ved ligesom at huske det.

I mine æggemuffins har jeg brugt spinat, revet gulerod, rød peberfrugt og noget stegt røget filet. Æggemassen er 4 æg, 3 hvider og lidt mælk, salt og peber som er rørt sammen og hældt ud over. Herefter er de bagt i ovnen på 200 grader i ca. 15 min.

Det er en god ide at bage dem i silikone forme, som er smurt med lidt olie. 

Jeg har haft dem med til frokost sammen med lidt grønsager og det har fint holdt mig mæt. Så de kan virkelig anbefales.

onsdag den 14. marts 2012

Cuisine: Pakistan








Pakistan var jo første land på vores Cuisine rundtur. Et land jeg personligt havde glædet mig til, da jeg havde en forrestilling om at det ville være lækker og krydret og rigtig spændende. Jeg fik ret. Vi er virkelig blevet udfordret på vores smagsnuancer og har lært noget; der findes andre krydderier end hvidløg. Noget der kan ses i køkkenet, vores hvidløgsbunke forsvinder ikke med samme hastighed som den gjorde før.

Jeg har dog også fundet ud at at pakistansk mad er meget fed mad, og nok ikke videre godt hvis man er på slankekur. Det skyldes nok også at der spises så mange ris, men så er det jo godt vi har alternativer ala blomkålsris og ikke mindst bruneris. Så det er da bestemt gået, men jeg er glad for at vi ikke skal lave af det i længere tid. 

Der skal dog ikke være tvivl om, at jeg vender tilbage til det pakistanske køkken og ikke mindst det jeg har lært. Kan sagtens forrestille mig, at flere veninder i fremtiden vil blive præsenteret for forskellige pakistanske retter og der er nok en mulighed for, at der flytter en pakistansk kogebog ind. Jeg ved dog ikke om det skal være Mit pakistanske køkken - som jo ellers har været vores lille håndbog. Mit problem med den, er lidt at retterne har danske navne. Det er måske lidt latterligt, men jeg vil egentlig gerne vide hvad de origanale navne er. Så er det også nemmere at fortælle en pakistaner hvad man faktisk har lavet. 

Nu er Pakistan så slut og vi er hastet videre. Næste emne vi trak op af boksen blev Peru. Et land jeg selv havde skrevet, men ikke googlet. Lad mig sige det mildt, det er lidt mere problematisk end Pakistan. Men vi skal jo også gerne udfordres. Jeg er igang med at finde ud af hvad mine to retter skal være, det tager tid. Men jeg har allerede besluttet at det ikke skal være stegt marsvin - som ellers er en favorit i landet.

torsdag den 8. marts 2012

Seekh Kebab



Sammen med kikærtesalaten serverede jeg Seekh Kebab for bogklubben. Jeg spottede ret hurtigt retten i Mit pakistanske køkken (måske jeg skulle overveje at prøve en anden pakistansk kogebog). Så jeg tænkte den var ret oplagt at servere for bogklubben, fordi kød på en pind bare altid er lidt mere eksotisk - og de må jo gerne finde mig eksotisk...

Opskriften er følgende
Ingredienser
1 kg hakket okse - og lammekød (Jeg brugte bare rent oksekød, kunne ikke finde lammekød. Men nu har bogklubben lært mig at det finder man ofte på frost. Så der kigger jeg næste gang)
1,5 tsk salt
1 tsk chilipulver
1 tsk stødt spidskommen
1 tsk garam masala
1 lille knold revet ingefær (ca 1 spsk)
1 haket løg
0,5 dl havregryn
2 æg
2-3 hakket chilier
Træspyd

Fremgangsmåde
1) Blend løg, krydderier, æg, havregryn og ingefær godt sammen. Ælt det sammen med kødet.
2) Tilsæt chilien (og evt. koriander, hvis man da er til sådan nogle)
3) Form kødet omkring 2/3 af spydet, så enderne kan bruges som håndtag
4) Spyddene steges i forvarmet ovn på 200 grader i ca. 10 min på hver side (mine fik ca. 2*12 min, og de var fine)

Selve spyddene smagte okay, men jeg var noget skuffet over hvor krydret de var. De andre retter jeg har lavet fra kogebogen har jeg udelukkende tilsat den anbefalet mængde krydderier, og det har været gode smagsoplevelser. Dem her var altså noget svage, så jeg vil nok mene man skal skrue noget op for krydderiemængden. Mine chilier har så nok heller ikke været de stærkeste, men spidskommen smagen kom heller ikke rigtig til sin ret. Virkelig ærgeligt. Men så var det godt at kikærtesalaten havde så meget smag, så tallerknen ikke blev alt for kedelig.

Inden servering dryssede jeg lige det sidste af chili/peberfrugt blandingen (fra kikærtesalaten) over spyddene. De burde jo blive pyntet med koriander, og så er det bare mere indbydende med noget grønt på et fad kød.

onsdag den 7. marts 2012

Varm kikærtesalat


I går da jeg havde bogklubben på besøg, skulle de selvfølgelig have aftensmad. Jeg syntes ikke de skulle snydes for en lille tur i det pakistanske køkken - det er ligesom et fantastisk sted. Jeg var dog lidt i tvivl om hvad jeg faktisk ville lave til dem, og eftersom vi også skulle have kage syntes jeg ikke ligefrem vi skulle have en alt for tung ret. Derfor faldt valget bla. på den her varme kikærtesalat. 

Selvfølgelig er opskriften fra Mit pakistanske køkken af Rushy Rashid

Ingredienser
2 dåser kikærter
2 store rødløg (Jeg brugte bare alm. løg)
4 spsk olie
1 tsk salt
0,5 tsk chilipulver
1 tsk Chaat masala (her brugte jeg bare lidt ekstra lime - selvfølgelig efter anbefaling fra Rushy)
1 tsk Garam Masala
1 tsk stødt spidskommen
2 lime (jeg brugte 2,5)
1 grøn chili

Fremgangsmåde
1. Løgene steges blanke i olien
2. Tilsæt krydderierne og lad dem stege i 1 minuts tid
3. Limekødet hakkes og tilsættes
4. Vend kikærterne i og sluk for varmen
5. Chlien vendes i lige inden servering.

Sammen med den grønne chili valgte jeg at tilsætte en grøn peberfrugt. Jeg havde en ide om at det ville give en god effekt sammen med de brune kikærter - og det syntes jeg faktisk jeg havde ret i.

Hele salaten var rigtig lækker, og jeg kunne sagtens finde på at servere den igen en anden gang. I går serverede jeg den sammen med kebab, salat og raita. En skøn tallerken - og helt uden hurtige kulhydrater. Det er sjældent det sker, så det er med at huske det når jeg faktisk er så dygtig.

tirsdag den 6. marts 2012

Mmmm kage.



I aften var jeg vært for månedens bogklubsmøde, og eftersom vi snart kan fejre fire års jubilæum, vidst en gang i næste uge, så syntes jeg ligesom det krævede en kage. Så jeg har googlet lidt for at finde en kage jeg syntes egnede sig til sådan et stort jubilæum.

Ved et tilfælde endte jeg på Dronningemad og fandt en opskrift på en OMG kage. Når kagen hedder OMG kan den jo kun være god, så den bagte jeg. Jeg (og andre i bogklubben) er ikke vider store fans af nødder i kager, så dem undlod jeg. Tilgengæld kom jeg mere chokolade i - man kan ikke få for meget chokolade. Basta.

OMG kagen
250 gram smør
150 gram hakket mørk chokolade
5 æg
500 gram smør
120 gram mel
85 gram cacao

Topping
200 gram flormelis
75 gram blødt smør
150 gram flødeost
30 gram cacao

Smørret smeltes og afkøles. Æg og sukker piskes sammen til en hvid og luftig masse. Mel og cacao blandes her i, herefter tilsættes smørres og det hele vendes rundt. Tilsidt kommer den hakket chokolade i. Dejen hældes i en form, og bages på 175 grader i ca. 35 min.. Jeg brugte en lille bradepande, og den passede perfekt til mængden.

Når kagen er afkøles kommes toppingen på. Toppingen laves ved at først piske det, meget, bløde smør sammen med flormelis og herefter piske flødeosten i.

Der var stor enighed om at kagen smagte rigtig godt - og der blev spist ret meget. Jeg personligt ville dog hellere bage kagen fra sidste ugen næste gang der skal chokoladekage på bordet. Den var bare himmelsk på en helt anden måde, og jeg synes faktisk den burde hedde OMG kagen. Måske jeg en dag skulle prøve at lave topping til den - det kunne sikkert være rigtig rigtig syndigt.

lørdag den 3. marts 2012

Forår


Jeg elsker den her tid. Når man bare ikke kan lade hver med at smile. Når folk vælter ud på gaderne for at hygge. Solbrillerne findes frem. Når vinterstøvlerne pakkes sammen. Der er liv, der er glæde. Det er forår. De første forårsdage er bare noget helt specielt. Tiden hvor man måske nok får for lidt tøj på, men ikke kunne drømme om at gå med vinterjakken længere. Hvor hver en solstråle bliver taget ind og bearbejdet. Bare så man kan smile endnu mere. 

Forår er bare det bedste, og København om foråret er simpelthen bare fantastisk.

(Det hele er ikke lykken, pludselig kan man jo se hvor beskidte ens vinduer er. Og så begynder man at få grå hår over hvordan man overhovedet skal vaske sine vinduer....)

fredag den 2. marts 2012

Kofta med spinatsauce og raita



Endnu et pakistansk bidrag. Kofta med spinatsauce. Kofta er egentlig bare et fancy ord for en kødbolle.

Opskriften er følgende - og den er endnu engang fra Mit pakistanske køkken af Rushy Rashid.

Ingredienser


Kofta
1 kg hakket oksekød
1 tsk salt
1 strøget tsk. chilipulver
1 tsk. stødt spidskommen
1 tsk. garam masala
1 lille knold revet ingefær
0,5 finthakket forårsløg
1 håndfulde friske koriander (som vi dog hoppede over)
0,5 dl havregryn

Spinatsauce
2 store løg i tern
2 fed presset hvidløg
2 store tomater i tern
1 dl yoghurt naturel
0,5 tsk salt
0,5 tsk chilipulver
1 tsk stødt koriander
0,25 tsk gurkemeje
1 tsk paprika
1 kanelstang
5 dl vand
1 pose frossen hakket spinat
0,5 liter piskefløde (Vi brugte en cremefine - skal jo tænke på kalorierne)

Fremgangsmåde
1) Rør kødet sammen med de øvrige ingredienser og form farsen til små kødboller. Kom evt. et æg i hvis kødet er meget magert.
2) Steg løg og hvidløg gyldne i olie. Brug gerne en wok, der giver kødbollerne god plads - ligger de for tæt smuldre de let.
3) Tilsæt tomater, yoghurt, krydderierne og 2 dl. vand og lad det simre, til olien syner på overfladen.
4) Læg kødbollerne forsigtigt i saucen og lad dem simre med i ca. 20 min. Vend forsigtigt kødbollerne undervejs, så de steges igennem uden at gå i stykker.
5) Når kødbollerne virker faste, tilsættes yderligere 3 dl vand
6) Lad retten simre yderligere i 20 minutter under låg
7) Tilsæt spinaten, når kødbollerne er gennemstegte. Skru op for varmen og vend den optøede spinat forsigtigt i retten
8) Når alt vandet er fordampet, tilsættes fløden
9) Lad det koge op og derefter simre i fem minutter.

Vi spiste det sammen med bruneris og raita. Raita er naturel yougurt blandet op med revet (og drænet) agurk, samt evt. lidt friske koriander.


Selve grund saucen i retten er faktisk den samme curry som jeg lavede, men selve smagsoplevelsen er en helt anden. Især fordi kødbollerne har en meget kraftig smag af spidskommen, og tager retten i en anden retning end curryen.

torsdag den 1. marts 2012

Bogudsalg







I går startede bogudsalget og jeg var selvfølgelig ude. Jeg var ret kritisk og kom udelukkende hjem med bøger som jeg før har overvejet at læse. Jeg er ellers sådan en som glædeligt køber alle de bøger jeg kommer forbi, men det går bare ikke i længden. Jeg glæder mig især til at læse Ulla Terkelsen bøgen og Bliktrommen, hvorimod der nok går lidt tid inden jeg kaster mig over Borte med blæsten. Jeg har overvejet at læse den flere gange, og nu var den der så - så den kom med hjem.

Har I været ude at købe noget? Og hvad har I købt? Skal jo lige høre om jeg er gået glip af en masse godt.